Den 4. september 1884 blev Marinus Jacob Kjeldgaard født i Sværtegade 5 i København som 5. søn af skomagermester Niels Peter Kjeldgaard og hustru Cecilie, født Appel. Han blev døbt i Trinitatis Kirke d. 28. september samme år, og udover at han gik i Nørrevold friskole og Det forenede Velgørenhedsselskabs Drengeskole ved vi ikke meget om hans barndom.

Marinus afsluttede sin skolegang som 15-årig i år 1900 med en såkaldt Almindelig Forberedelseseksamen, også kaldet præliminæreksamen. Den. gav adgang til at søge ind på det meget elitære gymnasium, til at indstille sig til adgangseksamen ved Polyteknisk Læreanstalt og til at søge ind i statens tjeneste.

Men Marinus skulle hverken studere eller være tjenestemand. Han ville være kunstner.

I 1906 startede den ældste broder Peter Martin et handelsfirma under navnet ”Kjeldgaard og Lund.” Marinus fik tilbudt arbejdet med at sælge reklamer, og han forlod Kunstakademiet. I 1907 blev han partner i firmaet, der skiftede navn til ”Brødrene Kjeldgaard".

Firmaet blev optaget i erhvervsregisteret i Kraks Vejviser, under Lysreklamer, med tilbud om ”Tagreklamer, Glødebogstaver, Transparentskilte, garanterede Kontaktværker og Blinkautomater.”

Men det endte galt. Marinus blev uenig med broderen og brød kontrakten, hvorefter broderen anlagde voldgiftssag mod ham. Marinus forsvarede sig med, at ”Brdr. Kjeldgaard” var så dårligt ledet af broderen og svigerinden, at det nærmest var selvforsvar at gå sin vej.

Vi kender ikke dommen, men Marinus tabte sandsynligvis.

Den 20. oktober 1917 udkom J’ai Vu med et forsidebillede, der viste to mænd i samtale. Den ene var grev Bernstorff (den tyske ambassadør i USA) og den anden var franskmanden Bolo Pasha..

Bolo Pasha var anklaget for landsforræderi og for at have modtaget penge fra tyskerne. Han benægtede alt, men da forundersøgelsen gik i gang i Paris, kunne anklageren i oktober 1917 blandt mange andre beviser præsentere denne forside som et bevis på, at Bolo Pasha faktisk havde mødtes med den tyske ambassadør.

Men billedet var en fotomontage, som Marinus havde lavet, hvilket han måtte bevidne for undersøgelsesdommeren. Redaktøren på J’ai Vu gav ham lønforhøjelse, og frem til J’ai Vus ophør i 1920 dukkede der mange fotomontager op, der sandsynligvis er lavet af Marinus.

Ugeavisen Marianne Hebdomadaire udkom fra d. 26. oktober 1932 til d. 28. august 1940 med 406 numre, og i et privat brev til familien omtalte Marinus sig selv som avisens faste medarbejder i de 8 år. Det var hans mest produktive periode, hvor han lavede over 250 fotomontager. Knap 200 af dem blev bragt på forsiden, 40 af dem blev trykt inde i bladet og 9 af dem blev aldrig trykt.

I begyndelsen supplerede montagerne oftest en større artikel på forsiden, uden dog direkte at illustrere den. Efterhånden fik de en mere selvstændig status og antog nærmest karakter af en leder. Her kunne man se avisens holdning til et givet aktuelt emne, elegant serveret, på én gang præcist, alvorligt og underfundigt.

Da krigen var forbi begyndte Marinus at arbejde som fotograf. Han lejede et atelier på Montparnasse og fotograferede til kataloger og klargjorde katalogerne til trykning. Senere solgte han firmaet og arbejde igen som korrespondent, denne gang for aviser i USA. Samtidig havde han efter egen opgivelse tilknyttet 4 fotografer.

I sin lejlighed arbejdede han stadigvæk med at lave forsider til bøger, men det vides ikke til hvilke. Selv om han efterhånden var over 70 år, måtte han stadig arbejde, da han ikke havde sparet penge nok op til at kunne leve af dem. Men han klarede sig.

Han havde en smule kontakt med sin familie. Broderen besøgte ham, og nevøen Niels Ole Kjeldgaard var sammen med ham flere gange i Paris. Men han kom aldrig på besøg i Danmark.

Billedet viser Marinus Kjeldgaard fotograferet bag Notre Dame kirken, Paris, inovember 1957, taget af Niels Ole Kjeldgaard.

Marinus blev aldrig gift og fik aldrig nogen børn, så der var ingen familie til at tage sig af begravelsen. Det påhvilede det danske generalkonsulat, og konsulen besluttede, at han skulle begraves i Créteil. Gravstedet blev betalt for 5 år, og det blev sløjfet i 1969.

I løbet af 1964 blev boet gjort op. Marinus viste sig at have lidt penge i banken (120.000 kr i nutidskroner), og i november blev bohavet solgt på auktion. Generalkonsulen vurderede det til at være nærmest værdiløst, og det indbragte da også kun 474 fr. Sandsynligvis blev hundredevis af hans montager solgt ved den lejlighed. De fleste er stadig forsvundet, men der er efterhånden dukket i alt 125 op. Det er uklart, hvor resten er.